:41:00
Du hører nogen skrige og
antager straks, at det er mig. Tak!
:41:02
Louise, kender du noget til det?
:41:06
Nej, da jeg bragte ham teen,
var han alene.
:41:09
Så du nogen?
:41:12
Ja. Frk. Augustine.
:41:16
Sagde du ikke, du ikke så nogen?
:41:18
- Jeg glemte det. Jeg ville have noget at drikke.
- Men du luskede forbi Marcels værelse.
:41:23
Hvad foregik der?
:41:24
Det ville du have vidst,
hvis I sov sammen.
:41:26
Nu bliver jeg dømt
af mine egne børn!
:41:29
Det er derfor,
jeg aldrig har fået nogen.
:41:30
Du er aldrig blevet spurgt,
sig det, som det er.
:41:35
Chanel, hvornår gik du?
:41:37
Ved midnatstid.
:41:40
- Før eller efter teen?
- Kort tid efter.
:41:44
- Hvor kort?
- Det ved jeg ikke.
:41:47
Fem minutter efter.
Jeg rydede lidt op.
:41:50
Louise ville selv servere teen.
:41:53
Hvorfor ville du det?
:41:55
Monsieur bad mig.
Derfor.
:41:59
Det er ved at gå op for mig, unge dame.
:42:02
Jeg vil hellere anklages for synd
end for mord.
:42:05
De to ting går hånd i hånd.
Men det behøver jeg vel ikke at fortælle dig?
:42:09
Hvad insinuerer du?
:42:12
Og hvor var du i nat, Pierrette?
:42:17
Jeg var på et besøg,
der ikke vedkommer dig...
:42:20
...og det har intet at gøre
med dette mord.
:42:23
Er du sikker på,
du ikke så Marcel?
:42:26
Ja, jeg er sikker.
:42:27
Så du er den sidste,
der så min mand i live, Louise.
:42:33
Er det alvorligt?
:42:35
- Kan jeg anklages for mord?
- Utvivlsomt!
:42:38
Så må jeg hellere fortælle.
Undskyld, frk. Pierrette.
:42:41
Jeg burde have vidst det.
:42:43
Da jeg kom med teen,
var hans søster der.
:42:48
Så, Pierrette. Du har løjet.
Hvorfor var du hos min mand?
:42:52
Jeg kom for at snakke med min bror.
Jeg var bedrøvet.
:42:55
Hvorfor talte I så højt?
Skændtes I?
:42:59
- Nej, tværtimod. Vi grinte.
- Og mor troede, det var mig.