:13:02
Roschmann lod mange af kvinderne,
børnene og de gamle...
:13:05
henrette ved ankomsten.
:13:07
De var mere værd døde.
:13:10
Deres tøj, deres hår,
deres tænder var kontante aktiver.
:13:14
Men Esther og jeg overlevede det år.
:13:19
Jeg havde været arkitekt inden krigen...
:13:21
og kendte nok til tømmerarbejde
til at få godt arbejde.
:13:24
Vi arbejdede 12 timer om dagen
i lejrens værksteder...
:13:27
og ellers på tømmerværkerne
i de fugtige, kolde skove ved kysten.
:13:33
Flere gange den følgende vinter
troede jeg, Esther skulle dø.
:13:37
Sulten, kulden, de konstante brutaliteter...
:13:41
lod til at have nedbrudt hendes gejst
og hendes livsvilje.
:13:45
Sammenlignet med andre
var vi dog heldige.
:13:47
Mange af fangerne fik slet ingen mad...
:13:50
indtil de døde af sult.
:13:53
Roschmann havde en hobby.
:13:55
Han kunne lide at nedbryde mennesker.
:13:58
Først deres sjæl, derefter deres krop.