2:01:02
J'et, der blev skrevet på væggen.
2:01:07
Så melodramatisk, at det kun tjente
et formål: At frikende Dem.
2:01:11
Hvem anden end
en medskyldig ville gøre det?
2:01:17
Men så begyndte det at gå skævt.
Gjorde det ikke?
2:01:24
Louise Bourget kan ikke sove.
Hun ser Doyle ved konens kahyt.
2:01:30
Hun hører skuddet
og ser ham løbe tilbage til salonen.
2:01:37
Grådigt forlanger hun penge
og underskriver sin egen dødsdom.
2:01:43
Herr Doyle kan ikke have dræbt
hende. Han kunne ikke bevæge sig.
2:01:48
- Jeg sværger.
- De har ret.
2:01:51
Hun blev dræbt af Jackie.
2:01:56
- Nej.
- Der er desværre ingen tvivl.
2:02:01
Før middagen beder hun om
at måtte se Doyle.
2:02:04
Dumt, viser det sig,
fører jeg dem sammen.
2:02:09
Den ene tynget af skyld...
den anden fyldt med trøstende ord.
2:02:14
- Jeg er så ked af det.
- Så, så...
2:02:17
Men jeg er overbevist om, at tonen
ændrede sig, da vi var gået.
2:02:22
Det går fint, skat.
2:02:25
Vel gør det ej! Louise så mig.
Hun prøver at presse penge af os.
2:02:32
Jeg må gøre hende tavs.
2:02:36
- Kan vi ikke betale hende?
- Hele livet?
2:02:40
Er du sikker, Jackie?
2:02:52
- Giv mig nogle penge.
- Hvorfor?
2:02:55
Det er det, hun vil have.
Hvor er de?
2:02:58
I min jakke... i skabet.