:33:18
Det stod mig pludseligt klart,
hvad der var sket.
:33:21
Jeg forsøgte
at overbevise mig selv om, -
:33:23
-at de hvide mænd, der var
blevet dræbt, havde fortjent at dø.
:33:27
Men det nyttede ikke.
Jeg ville gerne tro på, -
:33:30
- at Vind I Håret og de andre, der
havde deltaget i nedslagtningen, -
:33:33
- ikke var stolte af det.
Men det var de.
:33:39
Det gik op for mig,
at kløften mellem os var større, -
:33:43
- end jeg nogensinde
kunne have forestillet mig.
:34:04
De fejrede den kommende jagt, -
:34:07
- og det var svært at vide,
hvor man skulle gøre af sig selv.
:34:10
Jeg ved ikke, om de forstod hvorfor,
men jeg kunne ikke sove blandt dem.
:34:13
De sendte mig
ingen bebrejdende blikke.
:34:17
De var blot et forvirret folk,
der ikke kunne spå om fremtiden.