:10:01
"Jeg vil gerne ordne mine affærer...
:10:04
beklager udtrykket."
:10:06
Hun gør grin med det!
:10:09
"l boksen...
:10:12
vil l sikkert
finde dette brev."
:10:15
"Det er svært at skrive det
til sine egne børn."
:10:18
"Jeg kunne tage det
med mig i graven."
:10:22
"Men frygten aftager...
:10:24
med årene."
:10:27
"Det bliver stadigt vigtigere...
:10:31
at blive husket."
:10:33
"Husket for alt,
hvad man var i sit korte liv."
:10:36
"Det er trist at skulle tage afsked...
:10:39
når ens kære aldrig rigtig
kendte en."
:10:44
"Det er let for en mor
at elske sine børn uanset hvad."
:10:48
"Jeg ved ikke, om det er lige så let
for børnene."
:10:51
"l har så travlt med at klandre os
for at opdrage jer forkert."
:11:01
"Hans navn var Robert Kincaid."
:11:05
"Han var fotograf
og kom her i 1965...
:11:09
for at lave en fotoserie...
:11:11
om broerne i Madison County."
:11:14
"Kan l huske, da vi fik det nummer...
:11:18
at vi følte, vi var berømte?
Og da vi fik abonnementet?"
:11:28
Det er Roseman Bridge.
:11:36
Det må være Robert Kincaid.
:11:41
Og det er mors medaljon.
:11:49
"l må ikke bebrejde ham."
:11:52
"Jeg håber, når l hører hele historien,
at l vil vise ham taknemmelighed."
:11:57
"Det hele står i de tre dagbøger."