1:05:00
Du og han var venner.
1:05:03
Vi var børn dengang.
1:05:27
Så Deres mand sagde,
han viIIe tænke over det.
1:05:30
Han opmuntrede hr. Miyamoto...
1:05:32
tiI at tro, at han måske...
1:05:35
Jeg viI ikke kaIde det opmuntre.
1:05:38
Men han sagde ikke nej, gjorde han?
1:05:40
Han sagde ikke, at der ikke var håb?
1:05:43
Ikke med de ord.
1:05:46
Så den tiItaIte bIev opmuntret tiI at håbe.
1:05:53
Hvordan kan man vide, hvad han håber på,
eIIer hvad han tænker?
1:05:59
Men fru Heine...
1:06:03
synes De, det er rimeIigt?
1:06:04
-Protest. Det er totaIt irreIevant.
-Intet er mere reIevant!
1:06:08
Det ved du udmærket godt.
1:06:10
D´herrer!
1:06:12
TiIbage på jeres pIadser.
1:06:14
Fru Heine, jeg bekIager meget
denne IiIIe afbrydeIse.
1:06:19
Ikke fIere spørgsmåI.
1:06:21
Tak, fru Heine.
De kan forIade vidneskranken.
1:06:26
AnkIageren er færdig, Høje dommer.
1:06:30
Meget veI. Hr. Gudmundsson...
1:06:32
forsvaret må indkaIde sit første vidne.
1:06:36
Forsvaret indkaIder fru Hatsue Miyamoto.
1:06:52
Min mand var meget opstemt,
da han kom hjem.
1:06:55
Han vækkede mig med nyheden.
1:06:58
Han sagde, han havde hjuIpet CarI tiI søs...