:11:01
"Må jeg bede om en bøf i en pose?"
:11:05
Jeg troede,
vi skulle dele en flaske vin, -
:11:08
- og jeg skulle fortælle dig,
hvor smuk du er.
:11:12
Jeg er ikke smuk. Jeg er fed.
:11:15
Jeg aflyser reservationen.
:11:19
Så tager vi hjem.
Jeg kan spejle mig et par æg.
:11:24
Jeg har spist alle æggene.
:11:27
Hvad laver du?
:11:29
En sandwich.
Der var et par dåser tun tilbage.
:11:33
Hun har gudskelov ikke lært
at bruge den elektriske dåseåbner.
:11:36
Min mor kommer og bor hos os.
:11:39
Jeg er bare så vred på hende.
:11:42
- Er der noget, jeg er gået glip af?
- Hun er gået fra sin kæreste.
:11:46
Jeg troede ellers,
der var faldet ro over hendes liv.
:11:49
Hun tror, hun er Madame Bovary.
:11:52
Hun var gift med en hovedrig læge,
men det var for kedeligt for hende.
:11:57
Så møder hun finansmanden Tom
og rejselederen Perry.
:12:02
- Men hun vil have mere.
- Mere hvad?
:12:05
Det ved hun sikkert
ikke engang selv.
:12:08
Mere spænding.
Genvinde sin ungdom.
:12:12
Hun vil "leve livet, før det er
for sent." Det er hendes ord.
:12:17
Hvorfor skal hun bo her?
:12:19
Fordi hun ikke har nogen penge.
Det er kun for en periode.
:12:23
Men vi har jo ikke plads.
:12:26
- Hun kan vel sove på kontoret.
- På kontoret?
:12:30
Det er der, jeg skriver og skaber.
Hele min verden er derinde.
:12:36
Du kan skabe i stuen.
:12:38
Nej, Amanda. Det hele er derinde.
:12:42
Det er mit rum. Alle mine ritualer
udfolder sig i mit rum.
:12:49
Min mor skal da ikke
bo på et herberg.
:12:52
- Hvorfor har du ikke sagt det før?
- Jeg ville ikke ødelægge din middag.
:12:55
Min festlige tunsandwich?
:12:58
Du gør det bare værre.
Du giver mig migræne.