1:20:21
Det virkede utænkeligt for mig, -
1:20:23
- at en så livskraftig mand som
Coleman skulle dø i en såkaldt -
1:20:28
- "tilfældig ulykke".
1:20:30
Jeg følte mig mere og mere sikker på,
at Coleman og Faunia var døde, -
1:20:35
- fordi Lester Farley og hans pickup
spøgte et sted i kulissen.
1:20:41
Hvornår satte du dig ind i din vogn
den morgen?
1:20:44
Før solopgang.
1:20:46
- Hvorfor?
- For at få ram på ham.
1:20:49
- Hvem?
- Jødeprofessoren.
1:20:52
- Hvorfor?
- Det var jeg nødt til.
1:20:55
Du ville slå ham ihjel?
1:20:58
Os alle sammen. Det var planen.
1:21:01
- Så der var en plan?
- Der var ingen plan.
1:21:05
- Du vidste, hvad du gjorde?
- Ja.
1:21:08
- Men du planlagde det ikke?
- Nej.
1:21:12
- Troede du, du var tilbage i Vietnam?
- Ikke mere Vietnam.
1:21:16
Tænkte du på børnene?
Var det hævn?
1:21:19
Ingen hævn.
1:21:21
- Forsøgte du ikke at få hævn for det?
- Nej. Ingen hævn.
1:21:28
- Var du deprimeret?
- Nej. Ingen depression.
1:21:32
- Vred?
- Ikke mere vrede.
1:21:36
Men du kørte ind i deres bil.
1:21:39
Jeg dræbte dem ikke.
1:21:43
Jeg dræbte dem ikke.
1:21:45
De dræbte sig selv.
1:21:53
Hvad siger du?
1:21:55
Ifølge politiet var der
ingen bremsespor ved ulykkesstedet.