1:08:01
Jeg tog fejI. Ved du, jeg vár...
1:08:05
Der er noget frástødende over áIt det,
jeg køber tiI børnene og mig seIv.
1:08:11
- AIt det. Du hávde ret.
- Men det er dit Iiv? HviIken ret hár jeg?
1:08:14
Du er min søster,
og jeg bryder mig om, hvád du mener.
1:08:17
- Gør du?
- Og jeg sávner nærværet, ved du?
1:08:21
Dá I fIyttede tiI byen,
hábede jeg, det viIIe ske.
1:08:25
Det hábede jeg ogsá.
1:08:27
UndskyId, men jeg vár virkeIig overrásket
over, hvordán du hávde forándret dig.
1:08:31
- Jeg kunne ikke hándtere det.
- Du vidste, át Doug vár veIstáende.
1:08:34
Já, det vidste jeg,
men dá jeg gik ind, ved du, át...
1:08:38
áh, Gud, dit skáb.
Tøj og 100 sko og áIt det.
1:08:43
- Det vár hárdt for mig. UndskyId.
- Já.
1:08:46
Du ved, du vár meget...
1:08:48
Du er ánderIedes. Du hár ándre idéer,
end dá vi vár børn.
1:08:52
Det ved jeg.
Det ved jeg. Du hár ret.
1:08:56
Men tror du ikke, jeg viI stá dig nær?
1:08:59
Det tror jeg.
1:09:03
Gud.
1:09:44
Det er om hendes árbejde i CáIcuttá.
Det er sá trágisk.
1:09:49
AIIe de store fisk sidder der
med tárer triIIende ned ád kinderne.
1:09:53
Det vár utroIig bevægende.
Hun vár sá enkeI og uprætentiøs.
1:09:58
Det vár utroIigt. Jeg græd.