1:10:33
Jim Paxton fortolker smerten.
1:10:38
Sluk den fordømte lommelygte
og smøgen!
1:10:42
I kunne lige så godt hænge
et neonskilt op: "Grønskollinger!"
1:10:48
I brød lysreglen. Derfor er I døde.
1:10:51
Er det forstået? Godt.
1:10:54
- Jeg er i live, hr. Sergent.
- Hvad sagde du?
1:10:57
Jeg sagde, jeg er i live.
1:11:00
Jeg overlevede mirakuløst angrebet.
1:11:03
- Blev du ikke ramt?
- Nej.
1:11:05
- Overlevede dine venner?
- Paxton, Johnson og ham der.
1:11:10
Hvis man skal digte en historie,
skal den vel ende lykkeligt.
1:11:14
Jeg digter ikke noget, knægt.
1:11:19
Og i Vietnam
er der ingen lykkelige slutninger.
1:11:29
Jeg havde en god ven. Kelly Morgan.
1:11:32
Vi var rekrutter sammen.
1:11:37
Vi blev sendt til Vietnam i 1967.
1:11:41
Vi havde kun været der få dage
og var helt grønne.
1:11:47
Vi sad i en tomandspost
og sludrede, som vi gør nu.
1:11:52
Kelly tændte en smøg.
1:11:54
Vi snakkede om hans lille barn.
Pludselig lå hans hjerne på mit knæ.