:48:04
"En New York jøde." Det var det.
:48:07
Nå, men vi skal dele lejlighed.
:48:11
Hej.
:48:13
Er du klar?
Jep.
:48:29
Er du OK?
:48:33
Greenwich Village?
Jep, i et stykke tid.
:48:36
Og så, hvem ved?
:48:39
Måske jurastudiet. Selv Yale.
:48:44
Nå...
:48:47
... jeg ville ikke ønske at møde
dig i nogen retssal nogensteder.
:48:52
Måske må jeg kigge forbi til næste år?
:48:54
For at holde dig på stikkerne.
:48:59
Vil du være her?
:49:02
Frøken Watson?
:49:10
Kære Betty:
:49:12
Jeg kom til Wellesley
fordi jeg ønskede at gøre en forskel.
:49:17
Men at ændre andre...
:49:19
er at lyve for dig for selv.
:49:21
Min lærer...
:49:23
... Katherine Watson,
levede på sin egen måde...
:49:26
... og ville ikke gå på kompromis.
:49:29
Selv ikke for Wellesley.
:49:32
Jeg dedikerer denne,
mit sidste indlæg...
:49:35
... til en usædvanlig kvinde...
:49:37
... som levede som en ener...
:49:39
... og som fik os til at se
verden gennem andre øjne.
:49:45
Når du læser dette,
er hun på vej til Europa...
:49:49
... hvor jeg ved, at hun
vil finde nye mure, der skal brydes ned...
:49:52
... og nye idéer,
der skal erstatte dem.
:49:54
Stop allesammen.