1:24:10
Det var en langsom,
vedvarende reduktion.
1:24:15
Ikke bare fysisk. Det var åbenbart.
1:24:19
Men det hele, en selv.
1:24:21
Jeg følte, at der intet var tilbage.
Og jeg var også ligeglad.
1:24:28
Ingen værdighed. Jeg var ligeglad
med, om jeg var tapper eller svag.
1:24:33
Man bliver nærmest til intet.
Det var mærkeligt.
1:24:47
Jeg prøvede fortsat mig selv af
med de 20 minutter fra sted til sted.
1:24:53
Så fik jeg øje på fodsporene.
1:24:58
Jeg var sikker på, at det var Simons
og Richards.
1:25:01
De var oven over mig.
Og de fulgte efter mig.
1:25:05
Så jeg kravlede videre nedefter.
1:25:08
Jeg var helt overbevist om,
at de gik et sted bag mig.
1:25:13
Jeg kan huske, jeg tænkte:
"Det er idioti. De vil hjælpe dig."
1:25:19
Så overbeviste jeg mig selv om,
at de fulgte efter -
1:25:22
- for ikke at gøre mig flov over, at
jeg havde tisset i bukserne og grædt.
1:25:28
Jeg ved ikke, hvor længe det varede.
En times tid, måske.
1:25:34
Jeg var overbevist om det, og så var
det som at prikke hul på en boble.
1:25:41
Jeg indså, at de ikke var der.
1:25:44
Og så følte jeg mig
fuldstændig knust.
1:25:58
Klokken var omkring fire,
da jeg nåede søen.