1:01:00
- Vi er jo jeres bedste venner.
- Ja, og det er vi vel stadig?
1:01:05
- Det her ændrer ikke noget.
- Man skal kunne stole på hinanden.
1:01:11
Men det er ikke det eneste, det
handler om. Hvordan har du det, Gil?
1:01:22
Bedre, nu hvor vi taler om det.
1:01:25
Men lad os nu ikke
gå for hurtigt frem.
1:01:30
Hvad var det så, I ville sige?
1:01:34
Det er forbi.
1:01:36
Hemmeligheden, ikke?
Det er overstået. Slut.
1:01:41
Vi skal nok være der for dig.
1:01:45
Sundhedssystemet er indviklet,
så du får brug for hjælp.
1:01:49
Du må lade os hjælpe dig.
1:01:52
- Jeg skal lige snakke med dig.
- Og også Charley.
1:01:56
Selvfølgelig skal vi det.
Du må lade os hjælpe dig.
1:02:00
Hvad ...
Hvad snakker I om?
1:02:04
Hold nu op.
Vi ved godt, du er syg.
1:02:08
- Og vi vil gerne hjælpe dig.
- Syg? Hvad?
1:02:12
- Du skulle ikke have nævnt det.
- Men vi er jo i familie.
1:02:17
- Jeg ...
- Din sygdom, Gil.
1:02:20
Din uhelbredelige hjernesygdom.
1:02:23
Vi ved det godt.
Hvor længe ville du holde det skjult?
1:02:28
- Jeg aner ikke, hvad I snakker om.
- Vi ved, den er arvelig.
1:02:32
Og at den er fremadskridende,
selvom du ikke har symptomer endnu.
1:02:36
Okay, nu bliver du sur,
men jeg havde en plan ...
1:02:40
Arvelig? Charley, altså!
Du er jo sindssyg.
1:02:45
- Det er jo helt åndssvagt.
- Nej. Du skulle have set hende.
1:02:49
- Hun var helt ude af den.
- Ja, hun er jo min ældste ven!
1:02:53
Hun var bange for,
at Max også ville få sygdommen.
1:02:57
- Max?
- Hvordan det?